I alt 13 modeller til bords • Side 2


VF750F Teamet"Da Honda i 1982 sendte de første maskiner med vandkølet V4 motor på markedet, var der næppe mange, som ventede, at den motortype i løbet af et par år skulle blive hverdagskost i Honda’s program og næsten fuldstændig fortrænge den 4-cylindrede rækkemotor".

Sådan indledte Gunnar Skrydstrup sin testartikel om VF750S og F i Touring Nyt i ’84. Og fortsatte med at konstatere at Honda nu 2 år efter introduktionen tilbød hele fire modeller på det danske marked.

Det lød imponerende, men faktisk overkom Honda i løbet af 1984 at markedsføre i alt elleve forskellige V4-modeller fra 400 til 1.100cc rundt om i verden - uden at medregne de 700cc-udgaver, amerikanerne måtte leve med fra ’84. I 1985 fulgte to modeller mere, inden hele V4-sortimentet blev saneret i ’86, hvor produktionen af de længstlevende fem modeller stoppede. V4-programmet fordelte sig på F-modellerne – Interceptor i Nordamerika – foruden de oprindelige C- og S-modeller. For overskuelighedens skyld bruger jeg i det følgende de europæiske betegnelser på nær de få modeller, der aldrig blev udbudt her.

Custom-modellerne
VF750C og storebroren VF1100C blev storsælgerne i Honda’s V4-program, ikke mindst i USA. Med et knejsende custom-look, masser af crom og overvældende 86 hhv. 120 hk skabte de et nyt markedssegment, power custom. Motorkarakteristikken var sportslig, Honda ændrede nemlig ikke C- og S-motorerne ret meget, så selv om V4-motoren havde pænt bundtræk, indbød motoren til omdrejninger, stik imod de traditionelle custom-motorer. VF1100C især blev markedsført på sine svulmende kræfter og tilbagelænede kørestil, og forsynet med vindskærm og sidetasker var den også populær til langture.

VF1100C i fri dressur1100 Magna'ens træge styreegenskaber og den beskedne retningsstabilitet ved høje hastigheder afskrækkede dog ikke mc’ens amerikanske tilhængere, Maggots. Med afstivet forgaffel og hårdt pumpede radialdæk, så VFC’en nærmest faldt ind i svingene, fræsede de Tail of the Dragon og andre snoede veje i kystbjergene tynde - fjernt fra de snorlige Interstates, hvor de traditionelle customs holdt sig. I Tyskland blev VF1100C droslet til 100 hk, hvilket bedre modsvarede køreegenskaberne ..

VF500C / V30 MagnaDen nordamerikanske V30 Magna var en fysisk mindre udgave og især populær for sin lavere siddehøjde og vægt, der gjorde den mere overkommelig for begyndere. Men motoren på 500cc blev anvendt i stort set samme trim som i
F-modellen med knap 70 hk på papiret, så V30 Magna var/er bestemt ingen sinke. Som F’en havde den kæde- i stedet for kardantræk. Lettere at håndtere i byen og mere styrevillig på vejene udenfor, som V30 Magna var, fandt den sin egen fanskare, der ikke kunne nøjes med den halve motorydelse i andre custom-mc’er af tilsvarende størrelse.

Custom-modellernes succes blev yderligere cementeret ved, at Suzuki i ’84 introducerede sine egne V4-modeller GV700/1200 Madura som snydt ud af næsen på Honda’s VF-C. De fik dog beskeden succes og udgik efter et par år, mens toureren GV1400 Cavalcade fortsatte til ’90. Mere succes og et længere liv fik Yamaha med sin V-max med 1.200cc V-motor, der skabte sin egen niche som power custom/roadster, samt toureren Venture ...



Fra venstre: VF750C 82, 84, 86 og 88 model (Super Magna)


side 1 | side 2 | side 3 | side 4 | side 5 | side 6 | side 7